Podcast format! Interviewets fordele og ulemper

Måske har du længe haft en konkret idé til en podcast, du gerne vil starte og nu har du besluttet dig for at det endelig skal være.

Eller også har du gået med en idé om at det kunne være virkelig interessant at prøve kræfter med podcast-mediet, men du ved ikke helt hvad podcasten skal handle om, eller hvordan man gør.

Det, der er så fedt ved en podcast, er at der opstår noget intimitet og noget nærvær, når man kommer ind i øret på folk.

Video kan meget af det samme, men når man kommer rundt med folk ude i verden, på cyklen og på togturen, har de tendens til at lytte til én på en anden måde.

Hvilket podcast-format?

De fleste på mine podcastkurser er eksperter indenfor et bestemt emne, og podcasten giver en virkelig god mulighed for at nørde et emne.

Til at starte med er der særligt spørgsmål, der melder sig.

Hvilken format skal din podcast have? I dette indlæg vil jeg fortælle om samtalen eller interviewet som podcast.

Uanset hvor du er i din proces, er det vigtigt at tænke over din podcasts format. Og det behøver ikke altid være det samme, men det kan være en fordel at starte et sted og dygtiggøre dig indenfor det.

Jeg vil her komme ind på et podcast format, der kan laves med et relativt enkelt set-up og som ikke kræver flere års træning eller en enorm teknisk snilde.

Nemlig interviewet.

Og kigge på fordele og ulemper.

Historien bag Forfatterhjørnet

Samtalen, eller interviewet, er det format, jeg primært bruger i min podcast “Forfatterhjørnet”.

Det er en podcast for folk, der skriver eller har en drøm om at skrive og som har brug for støtte og gode råd til hvordan man kommer videre med det man arbejder på.

Alene foran mikrofonen? Nej tak

Jeg startede med at tænke, at jeg skulle sidde alene foran en mikrofon og videregive tips til lytterne. Men det blokerede mig fuldstændig.

Jeg holder foredrag, men det falder mig ikke naturligt. Jeg elsker interaktion og relationer mellem mennesker.

Jeg kan enormt godt lide at lytte, og jeg er ikke særlig god til smalltalk.

Hvis jeg sidder til et selskab, vil jeg meget hellere spørge min sidemand ”Hvornår græd du sidst?,” fremfor at tale om vejret.

Jeg var ikke klar til at buldre derudad med en svada, a la: “Når du skriver, skal du huske at gøre sådan og sådan.”

Vi forfattere skriver nemlig på forskellige måder, så fik jeg den idé, at jeg gerne ville lave en podcast, hvor jeg interviewede andre om det at skrive.

Frygten for at blive afsløret

Jeg er ikke uddannet journalist, og frygtede på en dårlig dag at blive afsløret som én, der laver rigtig dårlige interviews eller stiller mange ledende spørgsmål. Og hvad hvis det ville blive virkelig kedeligt at høre på?

Men dette podcastformat faldt mest naturligt for mig, så jeg valgte at starte her. Og jeg har fået utrolig positiv feedback fra mine gæster og lyttere og fundet min egen form hen ad vejen.

Læs også: Podcast kursus

Undersøg dit podcast-emne med andre

Mit råd til dig, der overvejer den her form, er at du måske brænder rigtig meget for et bestemt emne og måske, er du den ubestridte ekspert indenfor dette emne, og i virkeligheden ville du sagtens kunne brage derudad med lange eksperttaler om dit emne.

Men det kan også være at du vil undersøge nogle andre afkroge af dette emne, tale med folk i udlandet om emnet, eller noget helt andet. Måske har dine cases nogle virkelig spændende historier, de gerne vil fortælle og som kan gavne andre.

Få fat i podcast gæster

I forhold til at få gæster til at medvirke i din podcast, er det min erfaring, at hvis du kontakter folk og ærligt fortæller dem, at du synes, at de ligger inde med en virkelig interessant viden eller historie, som du gerne vil høre mere om, bliver de også lidt nysgerrige på hvem du er og vil i de fleste tilfælde sige ja til at medvirke.


De kommer jo også ud til en ny målgruppe gennem din podcast.

Læs også: Hvad skal din podcast hedde?

Interviewet er for dig …

Det kan være en god idé at vælge podcast formatet interviewet, hvis du fx:

  • Godt kan lide samtaler
  • Er vild med at lytte
  • Får ideer til at byde ind ved at tale med andre
  • Kan lide 1:1 samtaler
  • Gerne vil møde spændende folk indenfor dit felt
  • Vil give dine gæster – måske tidligere kursister – et talerør

Fordele ved podcast interviews

Fordele ved at du vælger at lave interviews som podcast formatet kan være:

  • Muligheden for samskabelse
  • Inspiration udefra
  • Flowet i indholdet ved at tale med en anden
  • Netværksmuligheder
  • At profilere dig som ekspert indenfor et emne
  • De gode samtaler

Ulemper ved podcast interviews

”Ulempen” ved at vælge interviewformen, er, at I skal mødes, hvilket selvfølgelig kræver noget koordinering.

Der findes selvfølgelig også programmer som Sandcaster, Zoom og Skype, som gør at man kan gennemføre et interview, mens man befinder sig hvert sit sted. Men det giver noget intimitet, når man sidder overfor en person, som man interviewer.

Min podcast udfordring til dig

Så måske du skulle overveje interview-podcasten, hvis du er god til at lytte, hvis du er nysgerrig og hvis du synes at der sker noget spændende ved mødet med et andet menneske.

Min udfordring til dig, der overvejer at lave en podcast med samtaleformen, er at lave en liste med 5 personer, du godt kunne tænke dig at interviewe, eller nogle du godt kunne tænke dig at høre noget mere om.

Så kan du derefter begynde at tænke over hvad der kunne være interessant at spørge dem om og så vil der begynde at danne sig nogle konkrete idéer til, hvordan din podcast kunne komme til at se ud.