Cleoh Dharma Søndergaard er klinisk psykolog, sexolog, parterapeut – og podcaster
Maj 2020 startede hun podcasten ‘Indsigt med Cleoh – samtaler om psykologi´.
Det er en af Danmarks mest populære podcasts indenfor Mental Health.
Podcasten omhandler en masse emner inden for psykologi og selvudvikling og fungerer ifølge Cleoh selv “som et lille bibliotek med gratis øvelser og en vidensbank”.
Cleoh Dharma Søndergaard har i øvrigt været kursist på Skab din podcast og senere Podcast Masterclass.
Hun er en eminent podcaster, har vundet en Skab din podcast-pris for bedste stemme og koncept og har det, der skal til for at blive en dygtig og populær podcaster:
Vedholdenhed.
Podcast: Indsigt med Cleoh – Samtaler om Psykologi Vært: Cleoh Dharma Søndergaard Emne: Psykologi, psykoterapi, parforhold og sundhed Cirka lyttere pr måned: 9000 i februar 2021 Målgruppe: Primært kvinder mellem 25-45 år Indsigt med Cleoh podcast
Hvorfor begyndte du at podcaste?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Fordi jeg har drømt om det i flere år, som lytter.
Jeg var kørt træt i at skrive artikler og blog-indlæg og fungerer meget bedre i den spontane tale.
Jeg improviserer godt og har en enorm bred viden, hvorfor det at lave lyd og interviewe var lige mig.
Og så gav corona mig endelig tid til det.”
Hvad er det mest udfordrende ved at podcaste?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Tålmodigheden i forhold til at klippe. Dengang og nu.
Før synes jeg det var hyggeligt, men efter at mine standarder er steget (ikke for mange øh’er og tænkepauser og hvid støj skal væk) tager det mere tid.
Og at komme i gang igen med at skrive, så jeg kan markedsføre til journalister.”
Hvad gør du for at gøre opmærksom på din podcast?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Jeg deler på min egen facebook profil + FB-side + FB-grupper der handler om dagens emne.
Jeg har 3 instagram-profiler, 1 for hver af mine podcast + psykolog-profil.
Her deler jeg audiograms, modeller og billeder af gæsterne.
Jeg deler også podcasten på min hjemmeside.
Og så henviser jeg ofte til relevante afsnit der kan hjælpe mine klienter.
Jeg får altid gæsterne til at dele opslag, når de har været med.”
Hvad giver det dig personligt at podcaste?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Min podcast er et frit talerør og en anerkendelse af mine kompetencer.
Det er markedsføring og en sjov hobby, som jeg kan tjene penge på gennem klient-forløb.
Indsigt med Cleoh har også givet mig nye venner og networking.
Og så har jeg gennem podcasten fået sjove opgaver, som jeg ellers ikke ville have fået.
Jeg blev fx inviteret til at deltage i et live-show i en anden podcast.”
Hvad gør podcasten for dine lyttere?
“Den er først og fremmest et værktøj til mine klienter:
Et bibliotek med en masse øvelser, som de kan repetere derhjemme, fx skriveterapi og åndedræt.”
Podcast udstyr bag Indsigt med Cleoh Udstyr: Røde Procaster mikrofon eller Røde knap-mikrofon til iphone. Zoomh5 til live optagelse. Ved online-optagelse: Røde Procaster + Focusrite lydkort til computeren + Riverside.
Har podcasting gjort noget i forhold til din forretning?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Det har givet mig et godt omdømme blandt mine kolleger.
Mange af mine lyttere er også psykologer, som henter ny viden og inspiration gennem podcasten.
De henviser også klienter til mig, når de får henvendelser om emner, som de ved at jeg ved noget om.
Jeg har fået flere klienter og skaber mere trafik til min hjemmeside.
Jeg har højnet kvaliteten af mit produkt, ved både at kunne tilbyde terapi og en tilhørende podcast.”
Hører du fra dine lyttere?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Ja, ofte. Jeg får især takke-mails fra lyttere, der har hørt afsnittene om parforhold, narcissisme og psykisk vold.
Og derudover når de booker tid og skriver, at de har hørt den.”
Hvad er podcast succes for dig?
Cleoh Dharma Søndergaard: “At jeg rammer mine drømme-klienter:
De top-motiverede klienter, der sidder med lige præcis de problematikker, som jeg ved en masse om og derefter booker tid til terapi.
Her er alliancen nemlig en helt anden og bedre, når de har lært mig at kende på forhånd – som om at de allerede kender mig, som enhver anden god ven, de har tillid til.”
Del en sjov oplevelse ift at podcaste:
Cleoh Dharma Søndergaard: “Da jeg fik to hardcore true-crime podcastere til at ryste i bukserne ved tanken om at dykke.
Kan høres i afsnitttet om True Crime.
Det var generelt en mega sjov optagelse og de er i dag blevet mine gode venner og podcast-makkere i ’På Stribe’, hvor jeg også deltager engang imellem.”
Hvad har podcasting lært dig?
Cleoh Dharma Søndergaard: “Just do it. Drop selvbevidstheden, kom ud over stepperne.
At det jeg laver faktisk er godt nok, og at ingen fagfæller nogensinde kommer med en irettesættende pegefinger og siger:
’hvilken evidens bygger du det på’.”
Se her: Vil du også på Podcast Masterclass?
Et godt råd til andre podcastere:
Cleoh Dharma Søndergaard: “Start småt og byg op derefter:
Jeg brugte 7000 kr til at starte med på en samlet pakke med mikrofoner og mixer.
Jeg endte med at sende det retur og fik pengene tilbage, da mikrofon-armene var i udu og det samme var mikrofonerne – heldigvis.
Man kan sagtens starte ud med en simpel knaphuls-mikrofon og prøve sig frem.
Når du så har lavet et par prøveafsnit, kan du lege med at klippe.
Og først derefter behøver du at skulle planlægge cover-billede, beskrivelse osv.
Men start med at optage – for den tager ofte form og budskab undervejs.
Når det er på plads, er resten nemmere.
Man skal ikke lave den forkromede plan og lære alt først – så kommer man aldrig i gang, tror jeg.
Et skridt ad gangen – og gør dem gerne så små at du kan nå,” siger Cleoh Dharma Søndergaard.
Indsigt med Cleoh: Hvad skal vi lytte til?
Start her: Hvis man vil lære mig og ACT-terapi at kende, vil jeg anbefale afsnit 3: ”LYKKE. Mindre tankemylder og mere psykisk balance med ACT”
Feel good: Hvis man vil give sig selv lidt selv-medfølelse og blive gladere, så lyt til episode 35: Bedre selvværd : Fra selvkritik til self-compassion
Mest populære afsnit: Episode 1 om parforholdskrise og episoden om narcissisme og psykopati.
Cleohs yndlingsepisode: Episode 29: C’est la vie : Yndlingsklippene fra det herrens år 2020.
“Fordi det var sjovt at lave, og så serverer jeg alle de pudsige øjeblikke, som jeg sent vil glemme, i samme afsnit.”
Pyskolog Cleoh Dharma Søndergaards praksis Hjemmeside: www.cleoh.dk Direkte booking og blog: https://psykologerne.dk/psykolog/cleoh-dharma-soendergaard/
Pingback: "Jeg får to klienter per episode!" Psykolog Cleoh Dharma Søndergaard