Et vigtigt podcast spørgsmål
Der er et spørgsmål, som jeg altid stiller mig selv, når jeg går igang med en ny podcast eller sæson.
Og som jeg altid stiller mine podcastkursister på Skab din Podcast og i Podcastklubben.
Podcasting nemlig meget mere end udstyr, teknik og god lyd.
Alt det er vigtigt og fint!
Men det gør ikke en god podcast. Alene.
Det vigtigste er, at du har noget at sige.
Det gode indhold?
Hvis du ikke har gjort dig klart, hvad der giver din podcast nødvendighed, så snyder du både dig selv og dine lyttere for at lave det bedst mulige indhold, kun du kan tilbyde.
Og, som du synes, er en fest at lave og tilbringe tid med.
Selvfølgelig er det vigtigt at bruge tid på at undersøge koncept, målgruppe osv., når vi laver en ny podcast eller starter en ny sæson.
Lad os sige, at du gerne vil lave en podcast om kærlighed som parterapeut.
Så kan du lave en liste over ting, du gerne vil sige, emner du vil undersøge og folk, du vil interviewe.
Der er måske nogle spørgsmål, du altid får, som du gerne vil besvare.
Det er super, at du ved, hvem din lytter er.
Er du ovre i burde?
Det kan så være, at du indsnævrer din podcasts emne.
Ok, det skal være kærlighed for folk, der har været i voldelige forhold fx.
Men måske du stadig er ovre i “burde”.
Altså de emner og det fokus, som det vil være godt for din forretning at positionere dig med.
Og som du kender fra content marketing specialisterne.
Tjeklisten er udført.
Det hele ser måske rigtigt ud på papiret og passer til din forretning.
Men noget virker forkert og drænende allerede inden start.
Og du går i stå, før du kommer igang.
Der er så meget, der skal siges.
Og du bliver måske allerede træt ved tanken.
Hvis det er tilfældet, er der et spørgsmål, der går dybere end den første afklaring, som jeg altid stiller mig selv og andre.
En podcast har indhold, DU skal have lyst til at tilbringe tid med, hvor du kan mærke en nødvendighed.
Du skal ikke kun planlægge med dit xcell ark, strategi og pengepung …
Det magiske spørgsmål
Her er det, at svare på et enkelt spørgsmålet kan hjælpe dig:
“Min podcast handler om X, men hvad min podcast i virkeligheden handler om/ hvad jeg i virkeligheden gerne vil sige er …. ”
Dette spørgsmål kan gentages, indtil du er helt inde ved kernen, og du kan mærke, at dette har betydning for dig.
Prøv at sid overfor en, der stiller dig dette spørgsmål eller tag en notesbog og skriv frit på dette spørgsmål.
Gå på opdagelse.
Det Dorte Lytje i virkeligheden ville tale om …
Kender du Dorte Lytje?
Hun er en succesfuld iværksætter, der hjælper andre selvstændige til at leve af deres forretning.
Dorte Lytje er forfatter og lever af onlinekurser og sin Feminin Business Circle medlemsklub.
Derudover tilbyder hun 1:1 Business brunch og et årligt Business retreat.
Hun har styr på sit indhold, målgruppe og kan sit kram.
Dorte Lytje hyrede mig til at undervise hendes klub i at podcaste til en fysisk workshop.
Og hun ville også selv igang med at podcaste.
Jeg talte om alt fra mikrofoner og redigering til udgivelse og platforme.
Men hvad, hun særligt husker fra dagen, var mit spørgsmål:
“Min podcast skal handle om X, men hvad jeg i virkeligheden gerne vil sige er …”
I denne måned har hun udgivet sin egen podcast, Working Brunch med Dorte Lytje.
Tillykke!
Og du kan høre hende fortælle om, hvilken forskel spørgsmålet gjorde for hende og podcasten 10 minutter inde i intro episoden.
Bremsede podcasten
Dorte Lytje skrev den 12. juni 2023 i sit nyhedsbrev:
“2023 blev altså året, hvor jeg endelig – efter mange års forspring – tog mod til mig og fik startet podcasten.
En særlig tak skal lyde til Charlotte Heje Haase, som under en Circle workshop om podcasting, fik mig til at tænke dybere over, hvad jeg I VIRKELIG VILLE med podcasten.
Dér gik jeg nemlig i stå og tog mig tid til at tænke … for jeg var på vej ud af et spor med podcasten, som jeg ikke ville.
Derfor bremsede jeg den.
For nyligt landede det så.
Formuleringen af, hvad det i virkeligheden er jeg vil tale om på podcasten.
Og det jeg kan mærke at jeg brænder for at tale om, det er:
“ALT DET, SOM FYLDER INDENI, NÅR MAN ER SELVSTÆNDIG.
– MOODS – MINDSET OG MOTIVATION –”
Da først dét landede, kom titlen også til mig.
For hvad passer bedre til netop dét budskab, end WORKING BRUNCH?
Derfor sidder jeg også i ‘cozy stemning’ på podcasten, med klirrende kaffekop og rolig stemme.
Hvem ved, om der måske endda skal optages en episode på en café engang?“
Nu er det din tur
Hvis du er gået lidt i stå med at podcaste, eller gerne vil godt fra start med dit podcast indhold, så anbefaler jeg altså varmt, at du undersøger spørgsmålet:
“Min podcast handler om …, men hvad den i virkeligheden handler om/hvad jeg i virkeligheden gerne vil sige er ….”
Det kan virke som spild af tid, hvis du er ved at skulle udgive, eller allerede har podcastet i nogle år.
Men det er det aldrig!
Du får fat i podcastens hjerte og røde (glødende) tråd.
Jeg oplever igen og igen, hvordan podcastspirer lyser op og får kontakt til noget vigtigt, når de tillader sig at undersøge dette spørgsmål.
Og hvordan det hjælper mig til at finde tilbage til min intention, når jeg farer vild.
Kh Charlotte Heje Haase