Kære podcaster eller podcastspire
Jeg har lavet nogle hurtige tips til dig, som vil igang med at podcaste – eller er igang, og mærker det er lidt op ad bakke.
Podcast råd 1: Brænd for det
Du skal brænde for dit emne og koncept.
Så bliver det sjovere at lave, og dine lyttere kan mærke, at du er oprigtig.
Podcast råd 2: Vær ubetinget dig selv
Lav ikke om på din dialekt eller prøv på at ramme alle.
Der er lyttere, der har brug for præcis det, du kan, er og signalerer.
Podcast råd 3: Brug historiefortælling
Uanset din genre og format, så brug historiefortælling og fang ind gennem små historier, scener eller anekdoter.
Vi forstår og mærker gennem historier. Vores hjerne reagerer på en fortælling og elsker at søge mening (læs gerne Wired for Story eller Story Genius af Lisa Cron).
Når du fortæller en historie fremfor at informere, belære eller opremse, så sker der noget med din stemme, dit nærvær og din forbindelse til din lytter.
Læg mærke til, hvornår folk henvender sig til dig efter en episode, og hvad de siger.
Indsigt er fantastisk, men ofte husker de der, hvor de grinte, græd eller glemte tid og sted. Og her er historiefortælling nøglen.
Tips om podcasting og historiefortælling
Podcast råd 4: Begå fejl
Vent ikke med at starte til alt er perfekt.
Du er nødt til at turde begå nogle fejl og lære løbende. Du skal helst krumme tæer, når du senere lytter til dine første episoder.
Podcast råd 5: Arbejd med din formidling
Lytterne møder din stemme først.
Øv dig i at lyde levende, nærværende og med et smil i stemmen. De vil høre et menneske.
Og pas på at ikke overanstrenge din stemme.
Søg evt. coaching hvis det gør ondt, eller du vil styrke din formidling. Jeg kan varmt anbefale Ilia Swainson eller Paula Befrits.
Podcast råd 6: Gør dig umage
Efterstræb dig på at skabe høj kvalitet i hver episode og levere det bedste du har i dig lige nu – og giv så slip.
Tag dine lytteres og eventuelle gæsters tid alvorligt.
Forbered dig, vær til stede og brug tid før, under og efter optagelsen i forhold for at lave det fedeste indhold og oplevelse.
Podcast råd 7: Slip kontrollen lidt
Forbered dig, men gør plads til magien, der kan opstå, når du giver lidt slip på planlægningen og måske under optagelserne går et andet sted hen end ventet.
Podcast råd 8: Skab kontinuerligt og vær tålmodig
Podcasting er ikke et quickfix.
Men bliver du ved med at producere godt indhold, får du de allermest dedikerede lyttere og kunder, der kender dig og har tillid til dig.
Podcast råd 9: Vær gavmild
Hvad skal du podcaste om, og hvad skal du gemme til betalende kunder?
Selvfølgelig skal du ikke levere alt, men jeg ved af erfaring og fra andre podcastere, at jo mere vi tør vise, hvem vi er, hvad vi står for, og hvad vi kan, jo flere bliver faktisk interesseret i mere – og i et form for forløb.
Psykolog Cleoh Dharma Søndergaard har podcasten Indsigt med Cleoh, der blev til på Skab din podcast-forløbet.
Hun har fortalt, at hun bruger podcasten som en slags katalog over emner.
Så når hun har en klient, kan hun henvise til en episode, der går ned i emnet og måske har nogle øvelser.
På den måde kan vedkommende gå dybere og Cleoh ved, at klienten får en endnu bedre oplevelse og har større chance for at integrere sin viden i hver dagen og rykke personligt.
Det kommer med andre ord ikke dårligt tilbage.
Så hold ikke tilbage af frygt for at give hele butikken væk.
Gavmildhed kommer altid tilbage tifold i form af nye ideer, kunder og netværk.
Podcast råd 10: Hav det sjovt
Nyd processen!
Din podcast er dit kreative frirum og din kanal.
Vend tilbage til din intention med din podcast, når du bliver i tvivl.
Husk den følelse, du gerne vil efterlade dine lyttere med.