Carrie Bradshaw kan podcaste bedre
Den ikoniske tv-karakter Carrie Bradshaw (Sarah Jessica Parker) er tilbage i den selvstændige tv-serie ”And Just Like That” på HBO MAX.
Det er en selvstændig opfølger til den originale ”Sex and the City”-serie.
Jeg vil ikke gå ind i en analyse af den her (jeg er ikke så begejstret, men den har fine momenter, der kunne foldes ud).
Men her vil jeg undersøge hvorfor pokker Carrie Bradshaw ikke har det store held med at podcaste.
Det er baseret på de første fire afsnit, der på nuværende tidspunkt er frigivet.
Jeg regner med, at hun genfinder sin stemme. På skrift eller bag mikrofonen, før sæsonen er ovre.
Men jeg vil alligevel her give hende nogle podcast-råd med på vejen.
Frisindet podcast
I ”And just like that” er Carrie Bradshaw er forfatter, men skriver ikke sine personlige klummer længere.
Hun har en Instagram profil, hvor hun deler billeder af New Yorkere i anderledes outfit og er fast gæst i en podcast, hvor de sidder tre i et studio.
Præmissen for podcasten er vist, at de skal være sjove og tale om meget intime ting og på den måde sikre høje lyttertal.
Hovedværten er komikeren Che Diaz, som præsenterer sig selv som:
”queer, nonbinary, Mexican Irish diva representing everyone else outside these two boring genders”.
Den anden faste gæst og medvært er en afslappet asiat amerikaner med smarte gule briller.
Han har et forhold til sin kvindelige chef, der i øvrigt sidder i en kørestol.
Begge taler åbent om onani og seksualitet.
Onani for åben mikrofon?
Carrie vrider sig derimod bag mikrofonen, da hun bliver spurgt ind til, hvor hun har onaneret.
Bagefter får hun at vide, at hun simpelthen må oppe sig lidt og levere varen.
Hun plejede da at tale åbent om sex og have kant?
(Det bliver ikke lettere at være sjov og fræk, da hendes livs kærlighed, Mr. Big, dør.)
Carries succes som skæv podcaster
Men da Carrie får en hofteoperation, sker der endelig noget.
Det synes hendes podcastkollegaer i hvert fald.
Hun optager nemlig hjemmefra helt skæv på smertestillende i en pink blomsterhat.
Her får hun fortalt om, da Samantha hev et pessar ud af hende. Hun havde hele hånden oppe i Carrie.
I et minut.
Carrie mener i sin rus, at hun vist endelig er ved at vænne sig til at podcaste.
Det er åbenbart gået så godt under podcast-blackouten, at kollegaen kommer med en flaske alkohol (og en bedre mikrofon til hjemmeoptagelser) …
så Carrie forhåbentlig kan drikke sit filter væk inden fjernoptagelserne.
Forkert præmis
Det er en del af plottet, at veninderne Carrie, Miranda og Charlotte, der nu er rundet de 50 år og ikke ”woke”.
De sidder fast i fortidens konstruktioner.
Men det er ingen undskyldning for, at Carrie skulle være en elendig podcaster.
Carries styrke ligger i det almenmenneskelige – og der, hvor vi ligner hinanden under overfladen.
Hun burde i stedet for se podcasting som sine klummer.
Det var aldrig i det eksplicitte og udpenslede seksuelle, hendes force, blottelse eller interesse lå.
Men i hendes undren udfra eget liv.
Antropolog i følelser
Carrie plejede at være antropolog i sit og venindernes følelses- og kærlighedsliv.
De historier blev krogen til større refleksioner og indsigter, som hun skrev ud.
Jeg stemmer derfor på, at hun bliver sin egen podcastvært.
Podcasttitel: “I Cannot help but Wonder”
”I Cannot Help But Wonder” ville være en perfekt titel til en podcast af Carrie Bradshaw.
En sætning som var en fast del af klummerne.
Carrie kan endda lave podcasten solo hjemmefra, hvor hun oftest skrev fra.
Er du i tvivl om, hvad din podcast skal hedde? Podcastnavne og gode titler
Det bør Carrie Bradshaw podcaste om
Jeg ville elske at høre Carrie Bradshaw tale ærligt om sorg, frustrationer og veninder efter børn/tid og det at ældes.
Ja tak til episoder om:
- At miste sit livs kærlighed til døden
- At få en hofteoperation og have brug for andres hjælp
- At miste kontakten og blive uvenner med en af sine bedste veninder
Godt podcastindhold
Veninderne Miranda og Charlotte har også godt stof.
De kan være medværter, eller Carrie kan tage udgangspunkt i anonymiserede personlige historier og brede det ud, som hun gjorde i klummerne.
Lad os høre om:
- At føde en datter, der føler sig som dreng
- At dulme smerten over at have mistet sig selv til mor-, hustru- og hjemmerollen
- At ikke kunne følge med Woke-generationen
- At vælge grå hår eller kirurgi
- At være passeret de 50 år og blive rigtig forelsket for første gang. I det andet køn.
Se så ville der være noget at tage fat i, og det ville være tro mod, hvor hun (og vi, der fulgte med i første omgang) er i livet.
Del din stemme
Jeg håber, at Carrie når at genfinde sin stemme og lade den blive hørt, inden sæsonen er ovre.
Og lad mig lige understrege:
En podcast behøver ikke være vildt intim, sjov eller grænseoverskridende/udvidende.
Det, der gør, at vi bliver afhængige af nogle podcasts er, at vi kan mærke værten.
Og at vedkommende har en fest med at lave den og har fat i egne forcer, stemme og nerve.
Vi skal som lyttere føle os underholdt, informerede eller får vækket en undring eller genkendelse.
Gerne det hele på en gang.
Kom så Carrie Bradshaw.
Del din stemme, som du gjorde i klummerne. Vi er nogle, der elskede den.
Og du har så meget godt og vedkommende materiale og din personlige sorg at tale udfra.
Når du er klar.
Ps. Ja ja, jeg ved godt, at Carrie er en fiktiv figur, men håber at du leger med.
Anbefalinger af personlige podcasts
De her podcasts kan Carrie Bradshaw med fordel blive inspireret af (når hun har lært sig dansk):
Samtaler fra et ægteskab
I podcasten “Samtaler fra et ægteskab” taler Nina Brandi og Esben om alt fra økonomi og boligsituation til opdragelse og kærlighed.
Med udgangspunkt i materialet fra PREP-kursus for par, som Nina underviser i, træner ægteparret at bedre tale sammen.
Nogle gange går bølgerne højt. Samtalerne er hylende morsomme, sårbare og genkendelige.
Nina og Esben er modige og inspirerende.
Hvor kan det være svært at virkelig lytte til ens partner gennem mange år og lade sig overraske og være åben. Og ændre sine antagelser.
Der er virkelig noget på spil her, og jeg elsker, at man som lytter ikke bliver belært men berørt.
Perfekt udenpå – Ulykkelig indeni
Christina Bendix har i denne podcast “Perfekt udenpå – Ulykkelig indeni” både interviews og solo episoder.
Jeg er vild med episoderne, hvor Christina er alene bag mikrofonen og taler selv ud fra det, der rører sig i hende.
Det er smukke episoder om alt fra skam, perfektionisme, sårbarhed og sorg, som aldrig bliver overfladiske eller ligegyldige.
Christina fortæller blandt andet om kærligheden til sin afdøde farmor, mens hun sidder i farmorens sofa.
Vi får også indblik i glæden og smerten ved at sige farvel til hjemmeboende børn.
Christina Bendix mestrer den personlige historiefortælling.
Midtvejs – en samtale podcast om livet i 40´erne
Cathrine Lundager og Bodil Dam har lavet denne skønne podcast sammen.
“Midtvejs” handler om … at være midtvejs i livet.
Podcast-værterne havde egentlig tænkt sig at interviewe kendte mennesker om emnet, men heldigvis lod de være.
Første sæson er deres ærlige delinger.
De er skarpe og humoristiske og ærlige.
Cathrine er blevet mor i en sen alder, og Bodil i en tidlig alder, og det giver også en interessant modsætning.
Som lytter i 40´erne føler man sig mindre alene efter endt lytning.
We Can do Hard Things
Glennon Doyle og hendes kone Abby Wambach samt Glennons søster har podcasten “We Can do Hard Things”.
De har er samtaler om alt det, som kan være svært at tale om.
Fra seksualitet og spiseforstyrrelser til tro, politik samtaler i familien, køn og homoseksualitet.
De dykker ned i et bestemt emne, og slutter af med et relateret spørgsmål og deling fra deres lyttere som lydfil.
Samtalerne vækker genkendelse og en lyst til at træde ind i det her liv og vise større rummelighed overfor andre og samtidig at være tro mod os selv.
Jeg græder i øvrigt hver gang, jeg hører titelmelodien, som er skrevet af Glennons datter Tish.
Den er så smuk. Lyt her.
Yoga Girl: Conversations from the Heart
Rachel Bratchen er en svensk yogainstruktør og aktivist.
“Conversations from the Heart” er en meget personlig podcast – en slags lyd dagbog.
Værtinden har en dejlig stemme.
Rachel Bratchen podcaster meget intuitivt og taler sig frem til erkendelser uden at miste den røde tråd.
Hun starter gerne med: ”Jeg skulle egentlig tale om … men der er noget andet, jeg har brug for at dykke ned i i stedet for”.
Episoderne varer ofte en time. Jeg kender få, der kan komme igennem så lange solo-episoder og stadig holde lytteren fanget.
Rachel er god til at følge sin intuition, undersøge personlige ting og ende med at sætte det i større perspektiv.
Podcasteren er ikke bange for at græde og grine og er nok den eneste af de anbefalede podcastere her, der er i “sine følelsers vold” under optagelserne. Det er ikke for alle, og hendes podcast deler vandene, men jeg synes, det kan være befriende. Og menneskeligt.
Vil du podcaste og kommer godt fra start? Tjek podcastkurset Skab din podcast