Podcast trends fra 2023
Podcastmentor Charlotte Heje Haase har kigget i spådomskuglen i forhold til podcasting.
Her får du de nyeste podcast trends, der vil udfolde sig fra 2023 og frem.
Charlotte er særligt optaget af de uafhængige podcastere og selvstændige, der ikke som udgangspunkt er bakket op økonomisk og redaktionelt af mediehuse.
1. Podcastlytter trends:
Fra information overdosis til specifikke interesser og afsendere
Vi er som læsere og lyttere og seere overvældede af indhold, nyheder, underholdning og information og er igang med at skære fra.
Mere er ikke bedre.
Fremover sammensætter vi i endnu højere grad selv vores input gennem interesser og afsender-præferencer.
Det er slut med en hel avis, når vi kun læser sport eller kultur-sektionen.
Denne tendens ses også med et medie som Substack.com, hvor folk betaler og følger specifikke forfattere og journalister, der før har været ansat på store medier.
Vi er mindre loyale overfor de store afsendere og mere overfor nicher og specifikke stemmer.
Vi går fra information overload til specialisering og interessebåret indhold.
Dette styrker podcasten som medie.
Podcastere oplever meget loyale lyttere, og denne tendens vil styrkes i og med flere – og nu også et ældre segment – lytter til podcasts.
Fra information og underholdning til den følelse, man vil efterlades med
Grundene til at lytte til podcasts er ved at ændre sig:
Fra information og underholdning til stemningsbåret.
Tidligere hørte vi primært podcast for at lære noget eller for at blive underholdt.
Men der er en stigende tendens til, at lytterne også vælger dagens podcasts udefra den stemning, de vil i.
Det kan være fordi, man vil grine, falde til ro, sove, føle sig mindre alene eller bare høre en stemme.
Dette viser, hvor vigtig podcastværten er.
Vedkommendes stemme og det rum, der skabes bliver et sted, som lytterne søger, når de har brug for at have det på en bestemt måde.
Det er samme tendens, som når vi vælger lydbøger ud fra, hvem der har indtalt – eller film ud fra skuespillere fremfor plot.
Når værterne har en fest og griner, så smitter det til lytterne, hvilket kan påvises neurologisk.
Podcasts er stigende grad en mulighed for en bevidst eller ubevidst stemningsrejse for lytterne.
Da mange er indholdsovervældede, så bliver det også mere som et venskab, man tager med i ørerne og ud og gå med hunden.
Dette betyder ikke, at podcasterne skal slappe af og sænke ambitionerne for det gode indhold, men gøre sig bevidst værdien af det rum og den atmosfære, de skaber i deres podcasts.
Ud over det, der bliver sagt.
Ligesom at man med en specifik parfume måske indirekte køber sexappeal eller vælger en vegansk og bæredygtig creme, fordi det signalerer noget om at være bevidst forbruger, så “køber” man humør og stemning gennem podcastvalg pågældende dag.
Lytterinvolvering: Fra talerstol til cirkel
Traditionelt set har podcastere optaget interviews og solospeaks og samtaler i et lukket studio eller på en fjerninterview platform.
Podcastere kommer i stigende grad til at byde lytterne indenfor.
Da lydfællesskabet Clubhouse blev lanceret, var der stor interesse for den intimitet og resonans, der kunne opstå ved at lytte og deltage, mens indholdet tog form.
LinkedIn er blevet inspireret og har også udviklet audio-features, hvor man kan lave lydrum.
Dette tager podcastere til sig og bruger diverse platforme til at møde sine lyttere og gæster på.
Podcasterens force er, at de har loyale lyttere, der føler, de kender værterne.
Der har de sidste to år været en tendens til, at værterne også gerne lære lytterne at kende som andet end statistik og skriftlig interaktion i fx Facebookgrupper, på LinkedIn eller Insta.
Vi vil se en vækst i åbne spørgetimer, samtaler med lytterne og live gæster, der kan stille supplerende spørgsmål eller kommentere, hvad de tager med sig efter et interview over platforme som Riverside.fm eller Zoom.
Det giver værten en mulighed for at forbinde sig til lytterne og at stå frem som menneske og med en ægte interesse for dem, der bruger uanede mængder af tid med podcasten.
Det skaber godt indhold.
Lytterinvolvering eksempler
Mange af enneagramekspert Flemming Christensens episoder til Enneagrammet Next Level podcast er optaget live som spørgetimer i hans tilknyttede Facebookgruppe med over 2000 medlemmer.
Brugerne stiller spørgsmål og kommenterer i chatten, som han så giver svar på.
Optagelsen deles i podcasten.
Det er en måde at styrke tilknytningen med lytterne.
Klinisk sexolog Maj Wismann streamer sine udsendelser live på sin Instagram med over 20.000 følgere og beder altid følgerne byde ind i forhold til de emner, hun tager op.
https://www.instagram.com/majwismann/
Hun læser løbende kommentarerne op.
Disse optagelser lægges både på YouTube og som podcast – Sammen med Maj Wismann.
Lytterne møder gæsten – VIP backstage
Derudover kan man også lade sine lyttere møde sine gæster.
Jeg har fx i Forfatterhjørnet interviewet forfatter Leonora Christina Skov over Zoom og så efter 25 minutters interview givet mulighed for, at lytterne kunne stille hende spørgsmål og fortælle, hvad de tog med sig fra samtalen.
Her kan de både vælge at skrive i chatten, der bliver læst op eller tage lyd på og stille spørgsmålet.
Det kommer med i podcasten som en afrunding og opsummering.
Sofie Kempf har podcasten “Med kroppen som øre”, og hun har holdt oplevelsestimer for sine lyttere over Zoom.
Noget der ikke bruges i podcasten, men hvor de kan få øvelser til at mærke kroppens intelligens.
Vi kan se frem til mere interaktion med trofaste lyttere.
2. Podcast trends
Den personlige lydfortælling
Podcastere vil lave endnu flere personlige lydfortællinger, hvor de tager udgangspunkt i en personlig udfordring eller problematik og folder den ud.
Vi har set en eksplosiv vækst i podcast fra et personligt sted, og de ligger også godt på hitlisterne.
Årets Podcast i 2022 var “Hvert år i oktober” produceret af DR P2.
Podcasten handler om forfatter Rebecca Bach-Lauritsens følelser og tanker om at miste sin far i en voldsom bilulykke for 22 år siden.
Denne tendens vil fortsætte.
Igen fordi lytterne er knyttet til værten og søger noget andet fremover end bare information og underholdning.
Der er noget på spil, og podcastere, der gør sig umage med små reportagebidder eller kreative tiltag bliver belønnet lyttermæssigt og får styrket deres brand og tager ejerskab over deres fortælling.
Apple danske oversættelse af “Personal Journals” til “Personlige Tidsskrifter” bliver også revurderet.
For spændende lyder det ikke.
De personlige podcasts og krog er også noget, som de uafhængige podcastere mestrer.
Live streams:
Fra poleret færdigt indhold til nuets kraft – uden redigering
Vi vil se en stigende tendens til, at optagelserne, hvor fx lytterne inviteres ind, kobles direkte til vores hosts optager og sender i realtid i 2023.
Dette letter podcasterne for noget af presset med redigeringen, fordi vi forstår, det er en præmis.
En podcastmixere som Rodecaster Pro har indbyggede funktioner, hvor podcasteren kan trykke på en knap og have indkodet sin intro og outro med musik og speak.
Dette er smart, når man optager podcast episoder foran et live publikum – uanset om det er fysisk eller virtuelt.
Live optagelser, der udgives direkte som podcasts kan foretages gennem fx Spreaker.
Det bliver ikke det bærende format, men et supplement.
Indholdsbytning og interviewsaftaler mellem værter – gæst i sin egen podcast
Podcast trend: Vil vil se endnu flere podcastere bytte relevant indhold.
Man bytter værtsrollen, så man bliver gæst i sin egen podcast.
På den måde kan man slippe interviewerrollen og komme på banen uden at lave solo episoder, hvis det ikke er ens stil.
Derudover kan det ofte bruges dobbelt.
En podcastvært kan interviewe en anden eller have en samtale om et emne, der er relevant for begge podcasts – og dette indhold kan bringes begge steder, eller man kan bytte værtsrollen, så den anden vært interviewer vedkommende til sin podcast.
Det giver godt indhold og en større synlighed og rækkevidde.
Dette er noget, vi praktiserer på Din Podcasts forløb, og vi kan se, at det giver en stigning i downloads og faste lyttere.
Da Grith Okholm Skaarups podcast fyldte et år, interviewede jeg hende om det.
Og hun interviewede samme dag mig til en episode i Skab DIG, da min podcast fyldte to år samme måned.
Den episode, hvor hun kigger tilbage på sit første år som podcaster kom både i Griths egen podcast “Aftryk – Humanitet i en Tech tid” – og i min podcast om at podcaste “Podcaster del din stemme”.
Se mere her: https://dinpodcast.dk/aftryk-podcast-grith-okholm-skaarup/ og her på Griths egen side: https://www.humtech.dk/aftryk/episode/786b2725/saerudgave-aftryk-fylder-1-ar-vores-medmenneskelighed-er-vigtigere-end-nogensinde
Versionering af indhold
– Bedre tidsforbrug og eksponering og udnyttelse af godt content
Versionering er også en af de tendenser, vi ser i journalistikken generelt, og som er særligt anvendelig inden for podcasting.
Den handler om at få mest muligt ud af det gode indhold og versionere det til forskellige platforme og målgruppers behov.
Grith Okholm Skaarup har bl.a. et onlinemagasin til launch i januar 2023, hvor hun selv og sammen med journalister har håndplukket og skrevet videnartikler med udvalgte vinkler inden for hvert afsnit.
Det er en anden måde at versionere udvalgte dele af indholdet og samtidig kunne linke gensidigt mellem indholdsformater.
En supplerende strategi her er også at afsætte artikelideer til relevante nichemedier enten som indsalg af egne artikler eller som ekspertbidrag.
Dermed kan det værdifulde indhold bredes ud og skabe omtale eller indtjening flere steder.
Mange podcastere deler også indhold som både audio og video.
Her kommer også en tendens til at optage samtalerne og klippe HD-videomateriale, hvor episoderne efterfølgende distribueres som masterclasses eller inspirationsvideoer. Noget Grith også vil gøre brug af.
Fra kritisk til konstruktiv journalistik
Mange lyttere er trætte af den polariserende kritiske journalistik, og derfor er en af de tendenser, vi vi vil se mere til inden for podcasting mere konstruktiv journalistik.
Det er journalistik, der i højere grad søger at finde løsninger fremfor konflikt.
Den konstruktive journalistik er et tiltrængt supplement til den klassiske, kritiske journalistik og passer rigtig godt til det nærværende rum, som podcasts skaber mellem interviewer og medvirkende.
I sin podcast Aftryk har Grith Okholm Skaarup fx valgt en journalistisk form, der bevidst lægger sig op af den konstruktive tilgang, og hvor gæster og lyttere også selv er med til at indstille de medmennesker, der skal medvirke eller have omtale i podcasten for at sikre perspektiv og undgå polarisering.
Se også: https://constructiveinstitute.org/who/the-fellows-2022-2023/ som håndplukker og uddanner nogle af de dygtigste journalister inden for den konstruktive journalistik for at sikre større udbredelse på medier i hele norden
Fra abonnementstjenester til eksklusivt indhold – podcasterens fordel og indtægt
Podcasts med begrænset tilgængelighed er ikke døde!
Men skifter fra abonnementsplatforme til værter eller eksklusivt indhold ift kreative samarbejder
Abonnements streamingtjenester og betalingsmure er mest i lytternes interesse i forhold til brugervenlighed og overskuelighed, hvor man kunne tage frit fra buffeten indenfor en lukket hal.
Uafhængige podcastere vil søge nye muligheder, der ikke omhandler en betalingsmur.
Podcastere og selvstændige bruger podcasts som content marketing og sælger sine kurser, forløb og produkter igennem synlighed, så det er sjældent en økonomisk fordel at have sin podcast som eksklusivt indhold hos en abonnementstjeneste, selvom man bliver betalt for det.
Det koster i lyttertal og mulighed for at dele indholdet frit.
Den lukkede hal vil ikke aflives helt, men det vil se anderledes ud og være til fordel for podcasterne og annoncører.
Podcasts til kurser og eksklusiv lytteradgang
Podcastere vil gøre brug af at kunne udgive sæsoner og mini podcast for en lukket skare, der modtager et rss, der skal tilføjes på fx apple podcast for at kunne lyttes til.
Dette kan være i forbindelse med online kursusforløb eller andet, hvor der kan tilkøbes eksklusivt materiale.
Diverse hosts tilbyder allerede denne mulighed, og podcasterne vil tage det til sig i stigende grad.
Dette vil ikke være en konkurrent til de åbne podcasts, men kan ses som ekstra værdi for kursister, kunder og klienter.
Talking head video, arbejdsark og powerpoints i onlinekursus materiale vil suppleres med indhold, der kan genbesøges let over mobilen og indtages på farten uden at logge sig ind på diverse onlinekursus platforme.
Når der laves eksklusivt indhold fremover, vil det primært være som små serier og afstikkere fra podcasten.
Sådan at selve podcasten stadig er frit tilgængelig.
Flere podcastere, som værterne fra “På Stribe” laver eksklusivt og betalt indhold og miniserier til fx Saga Books.
Dette illustreres med et unikt cover, hvor På Stribe kan genkendes, men det ellers er illustreret og båret af fortællingen.
3. Teknologi podcast trends
Fra studio til hybrid – teknologien og udstyr forbedres
Vi har set et ryk fra studio-optagelser til dagligstuer, hvor værten og gæsten ikke sidder samme sted, og vi vil opleve endnu mere af dette, da det sparer tid og gør det muligt at interviewe flere uanset geografi.
Siden pandemien er der sket et boom i podcastere, der invester i udstyr, der kan bruges til streaming også. Shuremv7 og SamsonQ2U er fx begge mikrofoner, der både har USB og XLR stik.
Denne nye generation af mikrofoner, der kan begge ting, gør det lettere for nye podcastere at koble mikrofonen til computeren og foretage fjerninterviews og streame.
Der er også sket et skift, hvor det er blevet lettere at lave god lyd med fjerninterviews podcast platforme, der gemmer lydsporene lokalt.
Udstyret vil blive endnu bedre og mere mobilt, multifunktionelt og let at tilkoble alt fra mobil til computer og mixere.
Det vil fortsat forbedres og optimeres, og vi vil fremover kigge tilbage og smile lidt over de kæmpe mikrofonarme, mikrofoner og skumgummi/lagen-bedækkede hjemmestudier.
Bedre podcast overblik og service for lyttere og podcastere
Vi kan også se frem til bedre podcast apps og weboverblik over danske podcasts, så abonnementstjenester med betalingsmure ikke gør podcasting til en lukket fest.
Apple podcast er blevet hurtigere til at godkende podcasts, men der er stadig langt fra rettelser i en udgivet episode, til det er synligt på platformen, og det driller også med podcast covers på specifikke episoder.
Her leverer Spotify og mange af de andre Apps varen. Så det har betydning.
Apple udgør stadig den app med flest lyttere i Danmark, men Spotify vil hale ind og det vil fordele sig mere ligeligt over diverse gratis platforme – helt afhængigt af brugeroplevelserne.
4. Marketing podcast trends
Annonce speaks:
Fra lyttertal og eksponering til loyalitet og konverteringer
Vi kan se frem til at nye annoncør platforme har fokus på lyd og podcastere.
Dette ændrer kulturen og forståelsen for værdien af podcasts som annoncører.
Podcastere er de nye influencere, hvor det er mere end overflade og tomme visuelle kalorier.
Vi vil se en længsel efter fordybelse igen og troværdighed, hvor succes ikke bedømmes på antal af følgere eller lyttere men på konverteringer båret af oprigtig tillid.
Her er tendensen med empati branding også værd at lægge mærke til.
I forhold til USA har meget få danske podcastere sponsorater og annoncer i deres podcasts.
Men der er en eksplosion i lyttere, og flere mediebureauer begynder at forstå, at podcasting er et unikt medie, der i en tid med content overwhelm og tomme scrolling kalorier giver rum for fordybelse og kontakt.
Den tid, lytterne bruger med deres yndlings podcasts, er helt unik.
Lyttere af podcast giver noget af det vigtigste de har – deres tid.
Her møder de en større gennemsigtighed og tydelige afsendere.
Selv små podcasts kan sætte enorme aftryk hos deres lyttere.
Annoncører vil gennem eksponering i podcasts forstå, at værdien ligger ikke i antal lyttere, men i interessen overfor emnet, der podcastes om og følelsen af tilknytning til afsenderen.
Et klassisk marketingsslogan lyder: “Folk køber fra dem de kender, har tillid til og kan lide”.
Det er sandt.
Når vi har en stemme i ørerne i længere tid ad gangen, så opstår der en forbindelse og tillid.
Der er endda forsket i, at man, når man lytter til et andet menneske, man kan lide, begynder at tale i samme tempo og bruge nogle af samme vendinger.
Det påvirker vores hjerne og kommunikation.
Annoncører og sponsorer får øjnene op for dette.
Podcasteres opgave bliver at vælge de helt rette annoncører og lave unikke og ærlige speaks for produkter og events.
Eller bare som sponsorat for en podcast, hvis emne de gerne vil positioneres som at være i relation til.
Vi kommer til at se en endnu større tendens til at fonde og legater sponsorerer uafhængige niche podcasts.
Fra traditionel annoncering til kreative samarbejder
Forlag sender allerede bøger til relevante podcastere, og det vil fortsætte.
Her nævner podcasteren ofte et affiliate link til køb af bogen eller en lydbogstjeneste med vedkommendes podcast som kode – og får procenter deraf.
Det laver godt indhold og er tro mod podcastens DNA og samtidig af høj værdi for annoncøren.
Forlag vil intensivere at talentspejde efter nye forfattere blandt podcastere.
Folk med noget på hjerte, der allerede har en følgerskare.
Souha Al-Mersal er et godt eksempel. Efter podcasten “Skamløs” og medieomtalte, blev hun headhuntet af Forlaget Grønningen til at skrive en bog.
Det blev til “Min datter var gnisten”.
Podcastere og virksomheder vil lave flere kreative samarbejder og reportager fra events.
Fx kan en podcaster, der taler om forfatterskab, tage på BogForum og interviewe gæster, boghandlere, forfattere og forlag. Og evt. i samarbejde med annoncører.
Mediehuse og virksomheder vil også i stigende grad spotte talenter og vidensprofiler og hyre udvalgte podcastere som betalende værter.
Podcasterne har en unik tilgang og mulighed.
Eksempel podcasts samarbejde med fertilitetsklinik
Camilla Lærkesen podcaster i “F for fertil” om sin fertilitetsbehandling og sin vej til at blive solomor med en kæreste, der ikke skal være faren.
Hun deler sine refleksioner undervejs i processen og tager os med på rejsen helt ind i konsultationslokalet med benene i bøjlerne og hjemme i sofaen, når hun skal injicere hormoner.
Hun har samtaler med sin kæreste, sin mor og sin omgangskreds, men også med den lokale præst og en filosof.
Dette er også et eksempel på en anbefalelsesværdig personlig podcast.
I tæt samarbejde med Fertilitetsklinikken Trianglen har hun fået lov at optage sekvenser, som ellers foregår bag lukkede døre.
Og hun taler med overlæge Kåre Rygaard om sine egne muligheder for at blive gravid, men også om kvinders muligheder for fertilitetsbehandling gennem tiden, og hvad man kan i dag.
Samtidig eksponerer Fertilitetsklinikken Trianglen podcasten i deres netværk på de sociale medier.
Betaling til uafhængige niche podcasts
Amerikanske podcastere bruger ‘Patron’, hvor lytterne donerer et beløb til podcasterne.
Det kommer ikke til at blive udbredt i Danmark.
USA har også en kultur med drikkepenge.
Der findes dog andre former for støtte fra private og donationer på ideer og vigtige sager.
Det vil vokse.
Et stigende antal niche podcastere vil få støtte fra relevante søger fonde, legater og tilskud til produktionen i 2023.
Steffie Syrild har podcasten “Fra mistanke til handling” med Caroline Corinth.
Podcasten har til formål at udbrede viden om børn som har været udsat for seksuelle overgreb.
Steffie Syrild fortæller:
“Vores penge kommer fra arven fra Carolines mor.
Hun døde af kræft og i stedet for blomster til begravelsen, spurgte hun hendes familie og venner, om de ville donere penge til et institut, som skulle have fokus på seksuelle overgreb mod børn.
Dem, der kom til begravelsen, endte med at donere 70.000 kr., så på den måde kan man godt sige, at hun oprettede en fond til instituttet.
Men vores plan er i det nye år at have fokus på, hvordan vi får fonde eller sponsorater, da pengene ikke rækker i det lange løb.”
Fra betalingsmure til gratis indhold hos de store
Da jeg interviewede radiojournalist Iben Maria Zeutern om podcasting for nogle år siden, fortalte hun, at radio skævede til podcasterne, fordi vi kunne noget, som utrænede amatører med en passion, som radio havde glemt.
Vi turde bryde nogle rammer, fordi vi ikke var skolede eller har en chef, der dikterer, hvad vi må sige og producere.
Denne tendens er taget til.
Fremover vil radio i stigende grad bejle til podcastere om at få lov til at bruge noget af vores indhold i radioen også.
Dette betyder større synlighed og flere lyttere, og i lyd er der ikke problemer med duplicate content, som Google ville opponere i mod ift blogindlæg.
Lotte Pia Stenfors episoder fra “Lyden af nærhed” kommer på Radio 4.
Altså indhold hun allerede har udgivet i sin podcast.
Hun kan se et boost i sine lyttertal.
Mere om Lotte Pia Stenfors her: https://dinpodcast.dk/lotte-pia-stenfors-podcast/
Som uafhængig podcaster vil sådanne samarbejder blive stigende attraktivt fremfor tilbud om at få betaling for at komme på lukkede abonnementstjenester.
Podcastere ønsker deres indhold frit tilgængeligt for de rette lyttere og ikke at gemme det bag en betalingsmur.
Så samarbejder med medier, der er åbne for gratis indhold mod links og henvisninger, vil betyde øget synlighed for podcasteren og gratis indhold for medierne.
5. Fra lyd til tekst
Podcast transkribering giver bedre synlighed og sparer tid
AI (artificial intelligence) ramte i slutningen af 2022 endelig det danske sprog.
Vi har manglet værktøjer der kan transkribere vores episoder på dansk fejlfrit. Det frigiver podcastere for meget tid, da det så bliver lettere at hive citater ud til blogindlæg, nyhedsbreve og citater på de sociale medier.
Zetland har nu lanceret https://tape.zetland.dk/ i en betaversion, og det lover rigtig godt.
Jeg spår faktisk, at de kan tjene flere penge på denne app end deres digitale artikel univers.
Journalister og podcastere vil med glæde betale en abonnementsordning.
MediaCatch er også på banen med dansk tale-til-tekst i slutningen af 2022, så det er en realitet, at podcastere får nemmere ved at genbruge godt indhold til blogindlæg, nyhedsbreve og bøger.
Artificial intelligence: Hjælp til seo optimerede podcast indlæg
Jasper er også en hjælp til at udvikle blogindlæg til episoder, hvis man er presset på tid eller kreativitet.
Der er også fint dansk. https://www.jasper.ai/
Dette kan støtte i at lave blogindlæg om podcasten og eje specifikke søgeord.
Nogle vælger at podcaste, fordi de har udfordringer skriftligt.
Det er ikke en hindring fremover, og det gode indhold på audio kan let konverteres og genbruges i tekst.
Opsummering: 2023 Podcast trends og nøgleord
1. Podcastlytter trends
Fra information overdosis til specifikke interesser og afsendere
Fra information og underholdning til den følelse, man vil efterlades med
Lytterinvolvering: Fra talerstol til cirkel
2. Podcasting trends
Den personlige lydfortælling – interessen for værtens narrativ
Live streams: Fra poleret færdigt indhold til nuets kraft – uden redigering
Indholdsbytning og interviewsaftaler mellem værter
Versionering af indhold – genbrug og eksponering i forskellige formater
Fra kritisk til konstruktiv journalistik
Fra abonnementstjenester til eksklusivt indhold – podcasterens fordel og indtægt
Podcasts til kurser og eksklusiv lytteradgang
3. Teknologi podcast trends
Fra studio til hybrid – teknologien og udstyr forbedres
Bedre podcast overblik og service for lyttere og podcastere
4. Marketing podcast trends
Fra lyttertal og eksponering til loyalitet og konverteringer
Fra traditionel annoncering til kreative samarbejder og sponsorater
Fra betalingsmure til gratis indhold hos de store
5. Fra lyd til tekst
Podcast transkribering giver bedre synlighed og sparer tid
Artificial intelligence: Hjælp til seo optimerede podcast indlæg
Podcastmentor og forfatter Charlotte Heje Haase uddanner selvstændige og virksomheder gennem podcastkurser, gruppeforløb og sparring og har hjulpet over 300 podcastere i gang. Mange ligger øverst på hitlisterne. Charlotte har fingeren på pulsen i forhold til de uafhængige podcastere, som hun brænder for. Tidligere redaktionschef på Psykologi. For besøg på din virksomhed og hjælp til en podcast eller et oplæg så skriv til charlotte@dinpodcast.dk, sms 4195 2190