Derfor skal du have en podcast

Hvis du ikke har en podcast endnu, så er det bare til at komme i gang. Flere og flere danskere lytter til podcasts.

At have sin egen podcast er virkelig sjovt, og du har en enorm frihed til at nå ud med dit budskab, dine historier og din viden.

 

1) Skab din helt egen kanal

Hvis du har prøvet at få en artikel i et magasin eller dagblad eller henvendt dig til radio og tv for at fortælle din historie, så ved du, hvor svært det er at få hul igennem. Med din egen podcast kan du få dit budskab ud i morgen!

Du kan vælge form, længde og hyppighed af dine episoder. Du har mulighed for at være både chefredaktør og journalist – uden at være uddannet i det. Det vigtigste er, at du har noget på hjerte.

2) Få dit budskab ud

Der er enorm frihed i selv at kunne vælge dit indhold og forme din podcast. Du kan undervise, underholde, informere eller inspirere dine lyttere. Uanset hvilken tone og indhold, du vælger til din podcast, så kan du nå dem på en måde, der er effektiv til at få dit budskab ud.

En god podcast kan både få dig til at grine og græde eller til at ændre noget i dit liv og måske få det bedre. Ville det ikke være fedt at nå ud til din målgruppe?

3) Positioner dig som ekspert

Hvis du har en virksomhed, og du gerne vil nå en bestemt målgruppe, så er det optimalt at podcaste. Ved at skabe godt indhold kan du nå ud til dem, der er interesseret i din niche.

Det kan være, at du er meditationslærer og gerne vil lægge meditationer ud til forskellige tilstande, eller det kan være, at du er fødselshjælper og gerne vil tale med folk, der har født, om deres erfaringer. Ved at vælge et bestemt tema for din podcast, så bliver du den, som folk kontakter, når de vil vide mere om emnet.  Du bliver en autoritet og inspirator indenfor dit område.

4) Få trofaste lyttere – der kan blive kunder

Ved at producere godt indhold kontinuerligt vil du blive en stemme, som dine lyttere vil følge, og så er det også mere sandsynligt, at de vil følge dit nyhedsbrev og tjekke dine kurser og produkter. Når du leverer gratis godt, inspirerende og brugbart indhold, så husker man dig.

Du kommer automatisk tæt på dine lyttere, når de har din stemme i øret, og det skaber tillid og en følelse af at kende dig. Ved at skabe trofaste lyttere, så åbner du muligheden for, at de kan blive dine kunder, hvis du sælger viden eller produkter.

5) Bliv bedre til at tage ordet og fænge verbalt

Når man har en podcast, så er man sådan en, der har en dejlig radio stemme ikke? Nej, ikke nødvendigvis. Alle stemmer kan bruges i podcasting, og det er sindssygt helende at forlige sig med ens stemme og lade den fylde.

Det fede er, at når du tvinger dig til at lave lydfiler, hvor du videregiver noget indhold, så bliver du god til at bruge din stemme på en måde, der er behagelig, og som giver dig selvtillid i at levere indhold på en ny måde. Du bliver også mere skarp i at undgå fyldord som “uhmmm” og “øh”, så du forbedrer langsomt men sikkert din mundtlige formidling ved at lytte til din egen stemme og måde at formulere dig på.

Og lytterne forventer ikke en perfekt, skolet radiovært, men vil bare gerne have lov til at lære dig og din stil at kende, så frygt ikke at lade din stemme fylde.

6) Bliv mere skarp på dit indhold

Uanset om du vælger at bygge din podcast op som interviews eller du selv taler om forskellige emner, så kræver det, at du bliver skarp på dit indhold og holder dig opdateret. Du lærer at kommunikere dit budskab på en måde, så det fænger og er relevant for dine lyttere.

Når du sætter dig for at producere episoder løbende, så får du automatisk flere ideer til nye emner og måder at formidle dit indhold på.

7) Mød lytterne hvor de er

Grunden til at podcasting virkelig vinder frem, det er, at lytterne kan finde lige præcis det indhold, som de synes er spændende. Og så kan de lytte til det når som helst og hvor som helst. I stedet for video og tv hvor du binder seeren til sin computer eller tv, så har lytterne mulighed for at lytte til podcast på farten.

Ligesom streaming tv som Netflix, så er det vejen frem, at man ikke skal lytte på et bestemt tidspunkt, men kan lytte til dine episoder, når det passer en. Og det er da en lidt sjov tanke, at du måske er med i Netto eller på vej til at hente ungerne i børnehaven. Ved at møde lytterne, hvor de er, bliver du en del af deres hverdag.